En ting jeg altid har higet efter i vores forhold, var opmærksomhed. Kærlighed. Omsorg. Jeg fik det bare aldrig. Jeg har kun set den mand græde en gang og det var da vores første hund døde. Han viste aldrig følelser og han snakkede aldrig med mig eller lyttede til mig, når jeg havde det svært. Rullede nærmest øjne af mig, hver gang jeg fortalte noget. Til sidst opgav jeg at prøve og lukkede mig ind i mig selv. Det var også her min selvskadende adfærd tog fat. Jeg begyndte at pille i mig selv. I mine sår. Det blev en ond cirkel, for jo mere jeg prøvede at dække over mine sår og ar, jo mere blev min hud påvirket og der kom flere ting jeg kunne pille i. Og med alle de tanker jeg måtte gå med alene, jo mere trak jeg mig ind i mig selv og skadede mig selv endnu mere. Det føltes godt og gav en form for ro og kontrol. Det blev så slemt på et tidspunkt, at jeg ikke trives med at være i selskab med andre.

Min selvtillid var væk.

Den gang synes jeg det var meget grænseoverskridende at han tvang mig ud for at handle ind. Jeg var så svag og bange at jeg ikke turde gå ud, men han fik mig altid overtalt og lovede han nok skulle betale ved kassen eller føre ordret hvis der var nogen, der ville i kontakt med os. Men når vi så stod ved kassen. Tvang han mig til at betale alligevel. Hans undskyldning var, at det ville gøre mig stærkere. Min venskabskreds blev også mindre og mindre. Han havde ikke lyst til at ses med mine veninder og han tvang mig til at cutte forbindelsen til et par gode veninder, mens han stadig sås med sine til trods for jeg ikke brød mig om hans omgangskreds. Hans venner var meget mandsdominerede og talte grimt om kvinderne omkring dem. Forbindelse til begge vores familier blev også mindre og mindre. Han så sig sur på alt og alle og havde altid omvendte holdninger til ting og var fætter-modsat konstant. Det skabte en del kontroverser med især min familie.

Dét jeg husker bedst fra min tid med ham, var den der frygt der lå i en hver dag, når han kom hjem fra job. Var han i godt humør eller var han en tiggende bombe. Blev han først sur råbte og skabe han sig og kaldte mig alt muligt. Senere også, når børnene hørte på. Eller også ignorerede han mig og talte ikke til mig i flere dage. Og hver gang fik jeg smidt i hovedet: ”Jamen, du kan jo bare skride, hvis du er utilfreds med noget”.

En overgang arbejdede han meget. Rigtig meget. Tidligt op og kom sent hjem. Jeg stod nu med to små børn og døjede med at få hverdagen til at hænge sammen. Pengene havde vi ikke mange af. Han brugte rub og stub på sin porno eller fastfood på jobbet, som nu var en fast del af hans hverdag. Han troede ikke jeg vidste det. Men jeg fik skarpt beviser sammen indtil jeg havde modet til at konfrontere ham med mine fund. Altid afviste han det først. Så blev han sur og tvær fordi jeg havde snaget i hans ting og til sidst var han undskyldende og gav mig skylden for hans forbrug og behov. Jeg havde jo ikke givet ham det han ville have eller også havde han en træls periode selv og på jobbet eller også vejede han for meget og havde dårlig selvtillid. Der var altid en grund til hvorfor han havde behov for at tilfredsstille sig selv.

Da vi fik nummer to, besluttede vi os for at gifte os. Det var en god tid. Vi planlagde det hele sammen og holdt også en fantastisk bryllupsfest. Selvfølgelig gik det ikke helt gnidningsfrit, da han blev uvenner med noget af min familie lige op til brylluppet. Det var så typisk. Og jeg var så ked af det. Det skulle jo gerne være en glædes dag. Mange år gik, hvor jeg var meget alene med børnene. Fik heldigvis et godt job og så begyndte jeg at få det godt med mig selv. Jeg fandt ud af jeg faktisk var noget værd. Fik på dette tidspunkt mange erklæringer fra andre mænd, der højnede min selvtillid. Her havde jeg gået i flere år og følt at ingen andre ville se eller have noget med mig at gøre som jeg så ud og var. Den følelse har jeg stadig svært ved at ryste af mig grundet hans måde at behandle mig på.

Tvivlen om jeg skulle forlade ham eller blive havde jeg hele tiden og i flere år. Jeg higede så meget efter bekræftelse, opmærksomhed og omsorg fra ham, at jeg kæmpede dagligt for at blive set og hørt på. Jeg manglede hans kærlighed så meget. Jeg har altid følt mig som andet valg. Jeg blev kun valgt fordi hans tidligere kæreste valgte ham fra. Jeg har aldrig vidst hvor jeg havde ham. Jeg stolede ikke på ham og kom aldrig til det. Men frygten for at forlade ham var større end at blive i det for børnenes skyld. Flere år gik. Jeg fik bygget mig selv op gradvist. Begyndte at løbe, begyndte at tabe mig, mest for hans skyld. For hvis jeg nu tabte mig, kunne det jo være han gad mig igen. Det hele gjorde mig godt, men jeg blev ikke mere attraktiv i hans øjne. Nu var jeg for tynd og gav ham dårlig selvværd fordi han ikke kunne tabe sig. Han begyndte igen at ty til hans porno, som nu var over alt. På vores børns IPads, DVD’er, på hans telefon.

Han skjulte ikke noget.

Amningen af den mindste gik helt i fisk. Jeg var stresset over de mange besøg vi absolut skulle have. Han var så stolt over han endelig fik en søn, at han ikke så hvor udkørt jeg var. Han blev sur på mig fordi jeg ikke kunne få amningen til at lykkedes og beskyldte mig for at være en dårlig mor. Heldigvis havde jeg en god bekendt, der kom på besøg og fik sagt et par ord til ham, og at nu kørte hun op efter flasker til sønnen og så blev han flaskebarn. Det var en hård tid. Følte mig som en fiasko, der ikke engang kunne amme mit eget barn og han var enig og lod mig mærke af det. Jeg har altid gerne ville have tid for mig selv og med det i baghovedet at han ikke gad mig når jeg var tyk, så ville jeg gerne tabe mig igen, i hvert fald lidt – i håbet om han nu gerne ville mig igen.

Jeg satte mig for at starte med at løbe igen. Men så skulle jeg have ham til at passe den lille, den halve time jeg nu løb. Jeg var fuld af optimisme og håb da han kom tidligt hjem fra job en dag, vi ikke havde andre planer og bad ham pænt om lige at se efter sønnike. Det kunne der bestemt ikke blive tale om. Jeg kunne tage ham med. Jeg havde jo selv valgt at få ham, så måtte jeg også selv hænge på ham! Jeg var i chok.

Heldigvis havde jeg en god sundhedsplejerske der kom et par dage efter, og fik talt med store ord, at nu måtte han altså på banen som far, ellers endte det med jeg hang i et reb ude i laden. Sundhedsplejersken havde nemlig lavet en test på mig forinden for fødsels-depression og jeg slog ud i står stil. Der måtte hjælp til hvis jeg ikke skulle gå helt ned. Nu kendte jeg ham efterhånden godt og vidste der var noget der lå bag, når hans pornoforbrug blev meget stort. Og hans væremåde ændrede sig. Jeg undersøgte alle hans ting og pænt nok fandt jeg billeder af hans kollegaer og nogle fra vores omgangskreds på hans mobil, som han havde gemt og sikkert hygget sig til. Det var feriebilleder, eller billeder hvor kvinderne havde lidt tøj på. Han var også så desperat at han gemte reklamerne med undertøjsmodeller, som lå oppe under sengen og så havde han optaget små klip med sin mobil af film med sexscener, der havde været vist på TV. Det værste var da jeg fandt billeder af helt unge piger, ikke ret meget ældre end vores den store pige. Jeg blev rasende. Hormonerne var stadig i min krop.

Jeg ville skilles. Jeg ville væk! Det skulle være slut. Jeg tror, det var der han opdagede at nu var det altså gået for langt. Han var dog først som han plejede. Først sur og direkte vred på mig over mine beskyldninger. Jeg kunne bare skride fik jeg at vide flere gange indtil han igen vendte på en tallerken og tiggede og bad mig om at blive.

Vi satte os ned en aften for godt 2 år siden og fortalte de to store, at nu ville vi skilles. Det tog hårdt på pigerne. Han sagde han havde fortalt sin familie og nærmeste venner om hans problem med pornoen. Det ved jeg så i dag, at det har han ikke gjort. Det gjorde ondt at se børnene så kede af det. Der gik nogle dage, hvor jeg ikke snakkede med ham og han prøvede virkelig at vinde mig tilbage igen. Og til sidst fik han mig overtalt til, at vi nok skulle forsøge igen. Vi kunne give det et halvt år mere. For børnenes skyld. Og han skulle nok være der og hjælpe til med den lille.

Han lovede også han ville søge hjælp til sit problem, for han måtte jo være syg, når han ikke bare kunne lægge det på hylden og stoppe. Det overholdt han også og han oppede sig virkelig. Jeg var med til en af samtalerne på Aalborg sygehus med en sexolog, der også påpegede at han havde et stort problem, men det nok også lå længere tilbage og havde mere end bare med sit pornokiggeri at gøre.

Min kærlighed til ham forsvandt gradvist. Jeg kunne ikke slippe det had jeg havde opbygget under graviditeten og under min barsel. Jeg hadede ham. Ja, det gjorde jeg faktisk. Og jeg begyndte at tage afstand til ham mentalt og fysisk. Jeg bestemte mig dog på at give ham et halvt år mere til jul og så ville jeg rejse og aldrig komme tilbage.

En dag hvor han havde været ekstra pirrelig, spurgte jeg ham om han havde gang i noget igen? Det skulle jeg aldrig have spurgt om, for han eksploderede i et raserianfald. At jeg skulle fandme ikke hele tiden blande mig i hvad han lavede, og nu gad han fandme ikke mig mere og ville skilles! Og jeg blev beskyldt for at have været på hans e-Boks. Det havde jeg ikke og undrede mig nu endnu og gik ham på klingen. Det viste sig så, at han indrømmede at han havde misset hans aftaler siden jeg havde været med derude til samtale. Hans begrundelse var, at han ikke følte han havde brug for terapi mere. Jeg var vred. Jeg var ked af det. Hvad pokker bildte han sig ind? Pissede han bare mig på og mine følelser? Jeg lukkede bare i og det jeg mindes herfra, er totalt tavshed fra min side af. Jeg afskyede ham. Hadede ham. Ville bare væk. Og begyndte at samle mig modet. NU skulle jeg ud af det forbandede forhold. Jeg ville skilles sagde jeg til ham, igen.

Jeg begyndte at gå ualmindeligt meget i byen med en kollega. Jeg sov hos hende så meget jeg kunne. For jeg kunne ikke holde ud at være derhjemme. Jeg trængte til tid alene og til at finde mig selv igen. Hun blev en utrolig god støtte og fortrolig person i mit liv og er det den dag i dag også. Hun har været der for mig fra dag ét jeg startede på vores fælles arbejdsplads.

Skæbnen ville, at jeg en aften hvor humøret ikke var i top efter et gevaldigt skænderi på hjemmefronten fra morgenstunden, mødte min nye kærlighed. Jeg havde siddet og grædt ud hos min kollega over hvor dum min daværende mand var. Han havde skældt og smældte mig ud for at lægge sokkerne forkert på plads og hånet mig for mit roderi i mine skabe. Jeg var så ked af det og følte mig så uelsket, at når man kan tænde af over så lidt, så var der da virkelig ikke mere imellem os.

Jeg mødte så min nye kærlighed den aften i byen. Det var slet ikke planlagt eller noget jeg søgte efter. Men der var han. Og jeg ved ikke hvad det var, men det sagde bare BANG og er glad for han har det på samme måde, for vi er stadig sammen. Jeg sprang bomben om jeg havde fundet en anden og det nu var slut for alvor. Ellers følte jeg ikke han havde fattet, at jeg ikke ville mere. Håbede lidt han ville smide mig ud med arme og ben. Men det gjorde han ikke. Han tog det egentlig ualmindeligt pænt og sagde også noget a la, “ja, hvad sagde jeg – jeg vidste du ville forlade mig en dag”.

Vi aftalte at blive boende sammen indtil jul og holde facaden ud af til. Der var nu en måned tilbage og så ville vi flytte hvert til sit efter nytåret. Dog blev det ikke sådan, da han synes det var en god ide at fortælle alle om hans utro kone og stemple mig som et kæmpe svin. Ok, det var jeg vel også set udefra. Et utro svin. Men jeg stod ved mit valg og valgte ikke at hemmeliggøre min nye kærlighed. Også mest for at få jaget ham ud af mit liv.

Hele julen var han sukkersød og kæmpede for at vinde mig tilbage. Jeg var bare kold som is. For jeg vidste, at lod jeg mig lokke bare lidt, så havde han mig i sin hule hånd igen.

Selvom det var slut nu og han havde indset det, valgte han alligevel at tage med til mit jobs julefrokost og krævede at vi lod som om intet var hændt. Jeg var så rasende og irriteret på ham. Ingen vidste noget, ud over min fortrolige kollega, der desværre ikke var med til julefrokosten. Heldigvis havde jeg fået arrangeret at vi ikke skulle sidde parvis til festen. Det reddede min aften og jeg drak mig i hegnet. Han sad bare og gloede ondt på mig hele aftenen. Kunne mærke hans øjne på mig hele tiden. Jeg undgik at se ham i øjnene. Til sidst opdagede jeg han var væk. Pyh, tænkte jeg. Så er han vel taget hjem. Det var han ikke, for pludselig kom to kollega og sagde han sad og græd nedenunder. Åh, så synd det var for ham, at jeg ville forlade ham for en anden. Jeg var rasende. Hvad helvede bildte han sig ind? At sidde der og spille offer over for MINE kollegaer! Vi tog hjem og om mandagen kan i ellers tro mine kollegaer fik hele historien at vide med backup fra min fortrolige kollega. De var lamslået! Og meget kede af de valgte at tro på ham.

Vi holdt trods alt en god juleaften. Bare han, mig og ungerne og lod som alt var fred og idyl. Jeg var dog ved at brække mig over hans omklamrende og falske måde at være på overfor mig. Sidst i december begyndte han heldigvis at rykke ud af huset med sine ting og op i en lejlighed han havde fundet i byen.

Han ændrede sig fra at være sød overfor mig til at være kold og væmmelig. Hadet lyste ud af hans øjne hver gang han kiggede på mig. Og han valgte at tage med til nytårsaften, som skulle holdes med mine barndomsvenner. Min aften var ikke speciel god. Så jeg gik tidligt i seng og var ikke særlig social med de andre. Han sad så og udstillede sig selv som det store offer og fik moralsk opbakning fra de andre.

Jeg blev syndebukken igen.

Regningerne væltede ind for ting han havde købt i forbindelse med overtagelsen af lejligheden. Han pattede vores budgetkonto til køb af møbler og indskud. Og her stod vi med et kæmpe minus på 25000 kr. der skulle betales. Jeg fik betalt min halvdel og fik fortalt ham at han ikke fik en krone mere og så startede jeg på en frisk med min bankkonto. Han blev dog ved med at presse mig for penge efterfølgende og ting fra ejendommen. Han ville have ting, han kunne omsætte. Fælles ting som ikke var blevet delt endnu. Jeg sad jo fortsat i huset, som han betalte til: Jeg betalte dog alt ejendomsskat, forsikringer og brug. Jeg må sige, at det var hårdt til sidst at leve i det forhold, men det er vand i forhold til, hvordan det har været efterfølgende de sidste 4 måneder. Han har været så led og det har endt med vores store pige slet ikke vil være hos ham men kun hos mig. Han har truet mig nærmest dagligt med at melde mig for det ene og det andet til det offentlige.

En dag jeg ikke var hjemme, hvor jeg havde taget mine børn og kæreste med på arbejde i en weekend, havde han været hjemme på gården og brudt ind og taget alt hvad han kunne slæbe med sig derfra. Kom hjem til et hus, der lignede et, hvor der havde været indbrud. Ting var smidt og skubbet til. Og om aftenen fik jeg trussel om at han ville anmelde mig fordi jeg havde min kæreste og hans søn boende. Og blev truet med politiet pga. der lå et fake gevær i stalden, hvor han troede det var ægte. Dagligt har der næsten været trusler af den ene eller den anden form lige siden. Det har været et helvede at komme igennem og jeg ryster stadig, hver gang telefonen siger et ”bip”. Det er det eneste sted, han kan kontakte mig på. Har blokeret ham alle steder fra på de sociale medier.

Til sidst måtte min kæreste skrive til ham, at nu lod han mig være. Men jeg tænker – hvornår laver han mon næste træk?

Jeg ved dog at han altid vil spøge og jeg vil altid være under ham. Desværre ligger det så dybt i mig, at jeg så gerne vil please ham og fortsat gør det. Men i og med jeg rykker længere og længere fysisk væk fra ham, så bliver dette også bedre. Jeg bliver bedre til at sige nej til ham. Og sjovt nok, at har min hud i dag aldrig set bedre ud. Jeg er ikke stresset og piller heller ikke så meget mere. Kan stadig falde i, ærligt! Tror og håber på det er fordi han er ude af mit liv. Så meget ude som han nu kan være, når man har 3 børn sammen.

I dag er jeg blevet bekendt med begrebet; Psykisk vold og ordet narcissist er så dækkende og rammende, at man skulle tro det var skrevet til og om ham! Shit, hvor er der mange historier lignende min. Og jeg har endelig lært at gennemskue ham og hvilke ofre han går efter. Hans tidligere kæreste var psykisk ustabil, var voldsoffer, alene med 1 barn og ekskæreste til en i rockermiljøet. Jeg var, dengang jeg mødte ham, meget usikker, genert og indadvendt. De typer han går efter i dag er voldsofre, kvinder der ikke har et arbejde og evt. er førtidspensionister, kvinder der har været udsat for utroskab og generelt meget usikre personer. Jeg begynder at se et mønster. Jeg har så ondt af den næste, der kommer i hans klør.

Jeg føler mig ikke som et offer, tværtimod som en stærk pige der tør stå frem og fortælle min historie på godt og ondt.

Jeg er glad for jeg med tiden fik åbnet op, det var jeg simpelthen nødt til, det andet gjorde for ondt. Mit indre vidste jo godt at det ikke var sundt, ellers ville jeg jo ikke bruge så mange kræfter på at skjule krakeleringerne i mit eget glansbillede. Min familie og venners reaktion sagde det hele, så jeg fandt meget hurtigt ud af, at det faktisk ikke var normalt det forhold jeg levede i.

Den psykiske vold er så farlig, da den ikke efterlader mærker eller ar på din krop. Den efterlader mærker indeni og giver dig ar på din sjæl.

Pas på derude… Og pas på jer selv. Ingen andre gør det!